“Minderne har jeg da lov at ha”

Jeg har netop i dag undervist på hotel Søfryd i Jyllinge. Dejligt sted med den mest fantastiske udsigt over fjorden. Der var virkelig idyllisk, sneen dalede roligt over landskabet, og der var så stille omkring os. Virkelig en lise for sjælen.

Det gik op for mig, at det er næsten ti år siden, jeg sidst var i Jyllinge. Dengang – for ti år siden – boede mine “reserve-“bedsteforældre i Jyllinge, og jeg var ofte oppe for at besøge dem, da de levede. Men det er altså nogle år siden.

Mens jeg forberedte mig på kursusdagen, så sneg gamle minder sig ind på mig. Minder, der kun kom, fordi jeg skulle til Jyllinge. Minder om weekendbesøg, kaffedrikning og en tid, der gik meget langsom. Minder om lun humor og stor kærlighed. Minder om sorgen over at have mistet og glæden over at have oplevet. Minder om en svunden tid, som jeg ikke har skænket så mange tanker i mange år.

Jeg hænger normalt ikke fast i minder – og måske derfor har det påvirket mig så fint at skulle tilbage til Jyllinge. Mit hjerte blev helt blødt og blidt. Og fyldt med kærlighed. Nu er jeg igen klar til at give slip på minderne og lade dem ligge i Jyllinge et stykke tid. Mens jeg glæder mig over, hvordan jeg har flyttet mig og over, hvordan mit liv har ændret sig i den tid, der er gået. Minderne var gode – men livet lige nu og lige her er fuldt ud så godt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.