Lev det mest inderlige liv, du kan – mens du kan

Min kæreste, skønneste og mest nære veninde kæmper i disse tider en kamp mod kræften. For anden gang. Det er gået huj hej vilde dyr-stærkt. For blot 1½ uge siden var hun frisk, i fuld vigør, løb ud over stepperne, knald på karrieren, gang i projekterne, planer for hjemmet. Nu har hun ligget på hospitalet i en uge. Fået stråler hver eneste dag. Det skulle gå mere end stærkt.

Hun og jeg er gået gennem meget sammen. Haft store tanker om livet, døden og kærligheden. Det har vi stadig. Men i dag blev jeg mindet om en ekstra dimension. En dimension, som jeg har haft før, men som er blevet glemt i hverdagens trummerum. Glemt i hverdagens trivialiteter om, hvorvidt der er støv på hylderne, om jobbet er sjovt, om jeg får gjort nok i min virksomhed, om farven i mit hår, om hvad andre vil tænke, om om om om.

I dette liv. I det virkelige liv. Lige her og lige nu. Handler det blot om at leve. Om at være. Fra dag til dag. Fra øjeblik til øjeblik. Jeg har ingen tid at spilde. Livet er for kostbart. Jeg vil gribe det, der er. Gå med det ægte. Gå med kærlighedens flow. Leve fredfyldt med mig selv. Være ægte i mine udtryk. Og først og fremmest – ikke være bange. Ikke være bange for de store følelser. Ikke være bange for smerten for at miste – for det betyder blot, at jeg har haft. Ikke være bange for enden – for det betyder, der var en begyndelse og en midte. Ikke være bange overhovedet. For noget som helst. Jeg vil tillade mig at elske. Elske livet. Elske min veninde højt. Elske min ven højt. Elske min familie højt. Bare elske. Uden betingelser. Ægte. Stort. Helt. Fuldt.

Kærligheden kommer til mig, er her, omslutter mig i form af nærværet, i form af det sande, mest inderlige liv. Kærligheden kommer til mig i form af mod. Jeg tør godt. Jeg tør godt leve uden sikkerhedsnet. Uden at skulle se frem i tiden. Jeg tør godt elske uden at spekulere på evt. risici for et knust hjerte. Jeg tør godt være her ærligt, åbent, uden filter.

Kære, elskede veninde. Kommer du dig vil jeg juble og huje. Gør du ikke, vil jeg inderligt takke dig, fordi du altid beriger mig ved at være den, du er og altid vil være. TAK for alle de gode vinkler på livet, du  hele tiden giver mig. TAK for dit helt utrolige nærvær. TAK for dit mod. TAK for din kærlighed. Bare TAK!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.